Din personlighed er vigtig, men hvor går grænsen for den personlige ansøgning?

Læsetid:
5 min.

Når man skriver en jobansøgning, er det essensielt at skille sig ud fra mængden og give arbejdsgiveren et billede af, hvem du er som person. Der er intet mere kedeligt eller intetsigende end en skabelon-ansøgning eller en ansøgning, der bare er en tør gennemgang af de allermest basale informationer om dig. Det kan være en svær balancegang imellem at være robot-agtig og lidt for intim - men efter at have læst denne artikel, vil du være et godt stykke på vej i den rigtige retning!

Dine fritidsinteresser betyder mere, end du tror

Undersøgelser har vist, at arbejdsgivere bedømmer ansøgerne næsten lige så meget ud fra det, de bruger deres fritid på, som hvad deres joberfaring er. Dine fritidsinteresser siger en masse om, hvem du er, og det skal du lade skinne igennem i din ansøgning! Fortæl om dine interesser og om, hvordan de afspejler, hvem du er. Spiller du teater i din fritid, er du måske social, kreativ og udadvendt; arbejder du frivilligt hos Kattens Værn, er du nok omsorgsfuld og socialt engageret; rejser du meget, er du nok eventyrlysten og åben for nye oplevelser.

Det er dog vigtigt, at du fremhæver interesser, der faktisk siger noget om dig som person og viser nogle positive sider af dig. Hvis du godt kan lide at spille World of Warcraft flere timer dagligt eller at gå i byen og drikke dig fuld hver weekend, er det svært at vende det til positive kompetencer. Tænk også over, om det, du siger, er relevant at vide. Det er fint at fortælle, at du er passioneret omkring litteratur og læser en masse, men det er ikke så relevant at fortælle, at din yndlingsbog er Harry Potter, eller at du bedst kan lide krimi-genren. Et eksempel på, hvordan du kan sige noget relevant om dig selv via din fritidsinteresse, kunne se sådan ud:

"Jeg løbetræner meget i min fritid, og har netop gennemført mit årlige halv-maraton. Jeg elsker at løbe, fordi det hjælper mig med at skabe fokus og få orden på mine tanker. Det er enormt givende for mig at udfordre og presse mig selv, og intet slår følelsen af at slå min egen rekord fra sidste år, og mærke, at mit hårde arbejde har givet resultater."

Lyd som dig selv

Selvfølgelig taler vi forskelligt, når vi snakker med vores venner, og når vi snakker med en potentiel arbejdsgiver, men prøv at finde en balance imellem de to. Undersøg jobbet, og forsøg at afkode, hvordan tonen er i virksomheden. Lad dog være med bare at kopiere deres måde at formulere sig på fuldstændig. Det indtryk, du gør i din ansøgning, skulle gerne stemme nogenlunde overens med det indtryk, du giver, når du møder op til jobsamtalen.

Det er en god idé at lade være med at bruge ord, du aldrig ville bruge i virkeligheden - på den måde kommer ansøgningen hurtigt til at virke opstyltet. En sætning i stil med: "Jeg ser umådeligt meget frem til at indgå i en arbejdsmæssig relation, hvor jeg bliver udfordret erhvervskompetence-mæssigt og som individuelt individ." Virker unaturlig og uoprigtig. Skriv i stedet noget simpelt og læsevenligt i stil med:

"Jeg ser frem til at udføre et arbejde, hvor jeg har mulighed for at udvikle både mine personlige og faglige kompetencer."

Brug eksempler fra dit liv

En god måde at løfte din ansøgning fra skabelon til personlig er ved at fokusere på konkrete oplevelser og eksempler fra dit eget liv - både i erhvervsmæssig og personlig sammenhæng. Skal du eksempelvis underbygge en påstand om, at du har gode salgstal, så fortæl om dengang, du slog rekorden for flest hvervede på dit tidligere telemarketing-job, og skal du bevise, at du er udholdende og ikke er bange for fysisk arbejde, så fortæl om dengang, du havde et sommerjob som rengøringsassistent og altid fik toiletterne til at skinne!

En påstand er kun en påstand, så længe den ikke bakkes op, og intet tegner et bedre billede af, hvem du er som arbejdende menneske, end hvordan du konkret har udført arbejdsopgaver i fortiden. Det er dog vigtigt, at du husker, at det er de erhvervsfaglige kvaliteter, der er i fokus, og ikke din personlige historie. En god huskeregel er, at du skal være personlig - ikke intim! Du kan godt vise, at du er omsorgsfuld og pligtopfyldende ved at fortælle, at du besøger din demente bedstemor på plejehjemmet hver tirsdag, men i dette tilfælde kommer det personlige til at larme mere end de kvaliteter, du gerne vil fremhæve.

Hold desuden gerne de store følelser ude af din ansøgning. Måske har dit brud med din ekskæreste formet dig som menneske og gjort dig til en stærkere person, men det er ikke en information, der er relevant for din arbejdsgiver, og dine kærestesorger har intet med dine erhvervskompetencer at gøre. Et eksempel på, hvordan du kan bruge erfaringer fra dit liv på en relevant måde, kunne se sådan her ud:

"Jeg er en meget grundig person, der er kendt for mine gode kommunikative evner og sprogkundskaber. Derfor er jeg ofte den person, mine venner eller bekendte kommer til, når de skal have korrekturlæst en opgave eller skrevet en jobansøgning."
Alle indlæg