Gør dine sociale medier arbejdsgiver-venlige

Læsetid:
6 min.

Sociale medier fylder mere og mere i vores hverdag, og det er et faktum, at de fleste arbejdsgivere undersøger ansøgeres online-liv. Selvom du måske synes, at din Facebook- eller Instagram-profil er dit eget private forum, er det altså meget muligt, at din kommende chef tjekker dem ud, inden vedkommende ansætter dig. Dine sociale medier er i de fleste tilælde ikke professionelle fora, men derfor skader det alligevel ikke at give dem et hurtigt "arbejdsgivertjek".

Gør din profil privat?

Hvis du gerne vil slippe for presset ved at vide, at din kommende arbejdsgiver snager i dit digitale liv, så er det altid en mulighed at gå ind og privatisere dine profiler. Flere sociale medier lader dig ligefrem skjule din profil, så der ikke kommer noget resultat op, når man skiver dit navn. Hvis du ikke har lyst til, at dine personlige oplysninger skal være for tilgængelige, men gerne vil have en profil, som din arbejdsgiver kan se på, kan du overveje at lave en LinkedIn-profil (hvis du ikke allerede har en). LinkedIn er en side, der primært handler om dine professionelle kompetencer, og de mere personlige aspekter af dit liv er derfor ikke i fokus.

Obs: Det kan være en ulempe, hvis du ikke har nogen synlige SoMe-profiler. På mange arbejdspladser er det en fordel at være rutineret internetbruger, og når du er til stede online, signalerer du, at du følger med i verdens udvikling og plejer dit netværk.

Tænk en ekstra gang over dine billeder eller opslag

Det er en god idé lige at tænke dig om en ekstra gang, inden du slår noget op på Facebook, re-tweeter det eller deler det på Instagram. Billeder, hvor du er påvirket eller letpåklædt, kan virke afskrækkende på visse arbejdsgivere. Det samme kan opslag med meget stærke holdninger, en malplaceret joke eller 20 opslag dagligt. Du har selvfølgelig ret til at opføre dig, som du vil på sociale medier, men det skader ikke at tænke sig om en ekstra gang, inden du poster.

Tip: Gennemgå din profil og slet eller privatisér gamle opslag eller billeder, som du ikke ville lægge op nu eller have lyst til, at din kommende chef skal se.

Hvordan formulerer du dig?

Folk formulerer sig forskelligt i professionelle og private sammenhæng - og det er der intet galt med. Det er til gengæld uheldigt, hvis du har gjort dig umage med at fremhæve dine sprog- og skrivekundskaber i din ansøgning, og det første, din arbejdsgiver møder, når han/hun tjekker dine profiler ud, er en masse stavefejl og sjusket grammatik. Det signalerer, at din ansøgning var undtagelsen frem for reglen. Sørg derfor altid for at korrekturlæse dine opslag en ekstra gang, inden du poster dem.

Tip: Tænk desuden en ekstra gang over dit sprogbrug. Hvis du er typen, der deltager i mange Facebook-diskussioner, så sørg for, at du gør det på en saglig og høflig måde. De færreste arbejdsgivere vil blive imponerede over en potentiel medarbejder, der tyer til ukvemsord og fornærmelser, når de bliver udfordrede.

Fact-tjek!

Vi lever i en "fake news"-æra, og det er derfor vigtigere end nogensinde før at vide, hvad du deler. Hvis du er kommet til at tage en satire-artikel for gode varer og har kommenteret dybt seriøst på den, eller hvis det er tydeligt, at du kun har læst overskriften af en artikel, du har delt, signalerer du over for arbejdsgiveren, at du er naiv, sjusket og ikke god til at tænke selvstændigt eller kritisk. Det er næppe dét, de leder efter i en medarbejder. Læs derfor lige artiklen eller opslaget en ekstra gang, inden du deler, og lav en hurtig Google-søgning, hvis du er i tvivl om autenticiteten af et fact eller en påstand.

Tip: Hvis du gerne helt vil undgå risikoen for at blive fanget i en sådan situation, så begræns dig til at sende artikler eller opslag privat til dem, du gerne vil dele eller diskutere dem med.

Netværk

Dette punkt er mest relevant i forhold til sider som LinkedIn, hvor erhverv og professionalisme er i fokus. Der er dog mange arbejdsgivere, der undersøger dit netværk. Det kan virke unfair, men det betyder meget, hvem du kender, og hvilke kontakter du har. Det er derfor en god idé at sætte en ekstra indsats ind på at få nogle kontakter, der vil kunne imponere arbejdsgiveren.

Obs: Dette skal ikke forstås som, at du skal begynde at stalke kendisser eller ansøge alle og enhver, men det er en god idé at kigge på nogle af de "store kanoner" inden for den branche, hvor du ønsker et job, eller gøre en ekstra indsats med én i dit netværk, som du ved, har mange kontakter.
Alle indlæg